Der er noget magisk over dagens første kop kaffe Lyden fra kaffemaskinen, der trofast brygger den og duften af kaffe, der breder sig. Men der er mere – for når jeg gør dagen færdig og går i seng – så er det med en forventning om, at i morgen er der en ny dag, der starter med en kop duftende kaffe – og nye muligheder.

En slags klar-parat-start på noget nyt, hvor alt er muligt. En ny idé, der folder sig ud. En samtale fyldt med indhold og værdi. En mulighed for at handle anderledes end før i en fastlåst situation. En relation, der dukker op fra glemslen, som et menneske, jeg stadig er på bølgelængde med.

Det vigtigste er måske perspektivet, når jeg lægger mig til at sove: at jeg kan se fremad og forvente gode ting af i morgen.

Jeg kan forestille mig, alt det der er muligt. Alle de mange ting jeg kan gøre – og glæde mig til, at noget af det bliver til virkelighed – og hvis ikke, så er det forhåbentlig, fordi noget bedre eller sjovere blev mere vigtigt.

Så jeg vil lade mig overraske af nye muligheder med et “carpe diem” “grib dagen” – og det er da en god start.

“Livet bliver til, hvor det gror” sagde Ellen Lissner, den gamle præstekone, så mange gange, at det blev titlen på hendes erindringer.

Det gør det jo – livet – bliver til, hvor det gror. Fællesskaber på samme måde og alt, der vokser, kræver indsats, bl.a. at der vandes – og måske hjælper det at tilsætte kaffebønner til ‘vandet’, vi vander fælleskabet med?

Så jeg lægger mig til at sove med en forventning om morgenkaffe og en ny dags muligheder – og kobler det til bibelordene fra Mattæus evangeliet 6:

“Vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;
“Dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.
“Hver dag har nok i sin plage.”

Sætningen “Hver dag har nok i sin plage” har altid undret mig – at dagene som udgangspunkt skulle være fyldt med plager? Det er en noget negativ forventning til livet, ikke?!

Efterhånden tænker jeg, at det måske mere betyder, at hver dag har nok i de udfordringer og opgaver den indeholder – og når dagen er forbi, har jeg lov til at lægge det fra mig, som er ugjort.

Lade det ligge – og lægge mig til at sove i tillid til, at det tager Gud hånd om. At det bliver lagt over til andre – eller at jeg får energi til at handle på det – i morgen efter den første kop kaffe.

Når jeg i dag har gjort det, jeg skulle og kunne, må jeg godt lade resten ligge. Så er det ok at hvile i, at det var nok, det jeg gjorde. Lige der bliver det forvandlet til det underfulde, som vi kalder Guds nåde – at “nok er godt nok”.

Lige meget, hvordan verden ser ud. Hvor store rodebunker, jeg har omkring mig. Lige meget, hvor mange svigt, jeg har på samvittigheden. Hvor ofte mine planer er mislykkedes. Hvor lidt, mit liv ligner det, jeg havde forestillet mig. Hvor lidt, jeg har ændret verden omkring mig.

Nåde er, når det alligevel er nok.

Se, sådan blev knuden løst op i det gamle bibelord om hver dags plage, der længe har undret mig – men i dag bliver til et håb, der fylder mine tanker til natten.

Det er da forunderligt – især, når jeg bare ville skrive om min morgenkaffe.

.

Bente Christa

Dybsindigheden kan man møde de mest uventede steder – som her ved kaffeautomaten

.

Måske er du også interesseret i at læse:

Når nok er nok

Kan du vise mig målstregen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright