Gud, jeg takker Dig for denne dag.
Tak for søvn i nat.
Tak, at Du har vækket mig til en ny dag.
Tak, at mit hjerte stadig slår og mit indre virker.

Jeg sidder med min kaffe, Gud, og min taknemlighed.
Bare fordi jeg er – og ved Du Er.
Tak for morgenstilheden, min kaffe og Dit nærvær.
Fordi jeg kan sidde stille og fyldes af glæde.
Kan se, at himlen bliver lysere og mørket mindre.
Kan mærke, at lyset bliver stærkere i mig:
Dagens muligheder bliver lysere og får farve.

Natten var mørk, Gud.
Angsten krøb ind i min krop og vækkede mig.
Mørke tanker om alt det, der er skævt i mit liv.
Du var langt væk i nat, Gud.
Derfor var det godt at vågne og vide Du er nær!
Mærke, at Dit nærvær giver ro i både sjæl og muskler.

Gud, lad mig aldrig alene i mørket!

Jeg ved, Du er lys i mørket.
Jeg ved det, men i mørket mærker jeg det ikke.
I nattemørket er der kun mit råb til Dig:
‘Kyrie Eleison’
Herre, forbarm Dig over mig.

Tak, at Du har vækket mig og møder mig med morgennåde:
En ubrugt dag med muligheder.
Nye forsøg på at leve i Din nåde.
Timer og minutter, der kan fyldes med Dit nærvær.
Øjeblikke med mennesker og Din glæde.

En hel dag, hvor jeg kan lade mig falde ned i Din endeløse nåde.
Vide, at Du griber mig.
Vide, at Du holder mig sikkert, som min far gjorde det.
Hold mig helt tæt ind til Dig, Gud.
Så tæt til Dig, at jeg mærker Dit hjerteslag.
Så tæt, at Din hjerterytme bliver min.

Tak, Gud, at jeg kan gå ud i denne nye dag.
Gå som den voksne og som Dit barn.
Lær mig at handle, som Du ønsker,
Lær mig at hvile i Dig hele dagen i barnlig tillid.

Tak, Gud, at Du er i mit liv.
.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Måske har vi brug for Store Bededag til mere end at gøre en maj weekend længere? I mit liv afhænger så meget af bøn – af dialogen mellem Gud og mig.

Men ofte oplever vi bøn som en envejs samtale, hvor vi fortæller Gud om alt det, vi mener vi har brug for – og så vokser vores frustration, når vi ikke får det. For står der ikke i biblen at “alt hvad du beder om, det skal du få”?

“Men Gud, hvorfor svarer du ikke? – og hvorfor tager det så lang tid?”

Jeg har overset mange svar og handlemuligheder, fordi de kom forklædt som noget andet end det, jeg forventede. “Blessings in Disguise” siger de på engelsk. “Forklædte velsignelser” – når f.eks. vores svære vilkår viser sig at være netop det, der åbner muligheder for at relatere til andre og hjælpe dem med den hjælp, vi selv har fundet.

Når begrænsninger viser sig at åbne nye døre. Når jeg må handle på de ubehagelige forhold, jeg tidligere har undgået. Når fastlåste relationer kræver mere ærlighed af mig. Når hverdagsopgaver skal løses på en ny måde – og jeg skal bede om hjælp til at løfte dem. Alt sammen noget, der ikke lignede den forventede “ok, jeg fixer det for dig, Bente” udmelding fra Gud.

Mange gange handler det vel også om, at vi skal være klar til at rykke os og træde ud i næste fase af vores liv? – flytte fokus til det, der virkelig gør en forskel? Det fokus skal vi først finde og derefter holde fast i med vedholdenhed.

Måske har du også bedt om noget, som Gud besvarede helt forskelligt fra det, du havde forestillet dig? – eller slet ikke reagerede på?

Jeg husker en lovsang, vi sang som unge: “Jesus, her er jeg. Send mig. Tag og brug mig, som du vil.” Vi havde en forventning om – tror jeg – at Gud ville bruge os til at bringe mennesker ind i kirken, hvor de automatisk ville møde troen på Gud og blive en del af fællesskabet.

Når det skete, ja så var det ikke, fordi vi var særligt fromme eller gode kristne – men nok nærmere fordi vi var ærlige omkring, hvor svært livet var og at Gud alligevel var nærværende i vores hverdag.

For Gud besvarer vores bøn – ikke ved at gøre os til super-mennesker – men rigtige mennesker på godt og ondt midt i det liv, vi har fået.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Vi venter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright