Kommentarer til: Jeg er den fremmede, der vil ind

Af: Bente Christa Hansen

Bente Christa Hansen — Mon, 17 Sep 2018 08:05:17 +0000

Kære Inge-Lise
Du er som altid så hjertelig velkommen til at bruge løs af mine klummer.
Når du læser dem i radioen, får jeg også selv et nyt perspektiv på det, jeg har skrevet.
Tak, at du kommenterer – det er en underlig ting at sende sine tanker ud i internettets ingenting, og derfor dejligt at opleve, at de når frem til “rigtige” mennesker med navn.
Et stort virtuelt knus til dig

Af: Inge-Lise Særkjær

Inge-Lise Særkjær — Mon, 17 Sep 2018 06:57:15 +0000

Tusind tak for endnu et rigtig godt oplæg med gode tanker. Mon ikke jeg snart skulle lave endnu en gang Go’morgen lørdag med nogle af dine blogindlæg 🙂

Af: Bente Christa Hansen

Bente Christa Hansen — Sat, 23 Sep 2017 19:18:46 +0000

Som svar til John Eirup.

John, jeg tror du beskriver situationen rammende med at “alt anderledes kræver en ‘diagnose’ -og så giver eksperter en ‘prognose’!” På den måde skriver vi flere og flere mennesker og grupper ud af samfundsfællesskabet.

Jeg drømmer om, at flere og flere tør møde andre i øjenhøjde og se medmennesker, ikke fremmede!

Af: John Eirup

John Eirup — Sat, 23 Sep 2017 15:55:32 +0000

Jo, Bente – du kan da tro, jeg kender og kan huske mange møder med de “anderledes”!
Specielt, hvis deres udseende adskilte sig væsentligt fra “normen”!
Jeg har modtaget mange elever, om hvem jeg har tænkt: “Ham/hende kommer jeg aldrig til at holde af!” På trods af en professionel indstilling!!
Men hver eneste gang har jeg oplevet, at inden der var gået ret lang tid, havde jeg så varme følelser for det menneske, at jeg ikke kunne “undvære” ham hende!!
Det er faktisk ikke mere end godt et år siden, at jeg med 45 års erfaring i arbejdet med “skæve” elever stod lige der – konfronteret med en ung mand, der bestemt ikke så ud som “gennemsnittet”!!
Det fik mig virkeligt til at se på mig selv og mine holdninger/tanker!
Er det et “estetisk” ubehag? Er det frygt ved at møde noget “ufuldkomment” der minder mig om, at alt ikke er “perfekt”?
Og jeg har også mødt så mange generaliseringer om, hvordan “De andre” er!!
Fra de relativt harmløse: mongoler er altid så glade! Og: de er altid så taknemmelige!
Til de groteske, som da en række overlæger i 70’erne dannede et oligofreni-selskab, hvor de udgav et hæfte med en lang række syndromer, og ikke alene stillede diagnoser – men så sandelig også en række prognoser, der nærmest fastslog, at de stakkels mennesker havde det bedst i en seng under lægeligt tilsyn!!
Det er sikkert det nemmeste for os alle, når vi ser “andre/anderledes” mennesker så at finde nogle fællestræk, så vi kan kategorisere dem! Jeg kendte en tysker, der kaldte det at putte dem i skrivebordsskuffer
Fælles religion = islam = de vil infiltrere/overvinde/terrorisere os!!
Vi er dog kommet så langt, at vi ikke længere mener, at alle kristne er Ku Klux Klan eller for den sags skyld, Jehovas Vidner!
Da jeg var dreng, mødte jeg opfattelsen, at homoseksuelle mænd bare ledte efter den mindste chance til at voldtage andre mænd!!
Jo, og så var italienere tyvagtige, finner havde let til kniven o.s.v
Jo, jo den gang vidste Vi, hvordan verden og dens indbyggere så ud og opførte sig!!
Hvor meget anderledes det er i dag, er jeg egentlig i tvivl om!
Det synes at være så nemt og bekvemt at putte så mange af de “anderledes” ned i skrivebordsskuffen, stille “diagnosen” og være sikker i “prognosen”!!
Men så gælder det selvfølgelig ikke for den flinke mand nede i pizzariaet, eller for de søde piger med tørklæde, der arbejder hårdt og med smil på sygehuset og plejehjemmet- men alle de andre!!!

Af: Bente Christa Hansen

Bente Christa Hansen — Sat, 23 Sep 2017 05:40:11 +0000

Som svar til John Eirup.

Kære John, tak for din vigtige vinkel på det at være fremmed!

Mon ikke angsten ligger under de fleste af vores reaktioner på ‘de fremmede’?
Ikke kun angsten for de mennesker, der gerne vil ind ved vore landegrænser – men også i alle andre situationer, hvor vi konfronteres med det fremmede og ukendte?

Jeg tænker f.eks. på alle de skønne unger, du og jeg har mødt på Ladegaardsskolen.
De var alle handicappede og nogle var meget specielle og svære at holde af.
De var ‘forkerte’ og derfor fremmede – indtil vi lærte dem at kende – og så personligheden bag handicappet.
Men angsten fyldte vist meget hos de mennesker, der blot så dem på afstand?
Minder det ikke om Özlem Cekics erfaringer med dialogkaffe?

Af: John Eirup

John Eirup — Fri, 22 Sep 2017 18:07:37 +0000

Tusinde tak for endnu en dejlig blog, Bente.
Du har ret, at vi alle på tidspunkter i livet har ønsket at komme “inden for” at kunne være en naturlig del af fællesskabet!
Jeg havde ofte problemet, at jeg både ville – og frygtede at blive en del af det fællesskab, som sikkert ville stille spørgsmål og krav til mig!!
Min konstante angst for at blive “afsløret” – som kejseren hos H.C. Andersen: “Han har jo ikke noget på!!”
Først, da jeg begyndte at få mit selvværd – begyndte min frygt at forsvinde, og min tro på, at Gud ville se mig inde i et fællesskab med andre, begyndte at vokse!!
Jeg er i gang med at læse Özlem Cekic bog “Hvorfor hader han dig, mor?”
Spændende – og skræmmende læsning!!