Sæt det i omløb, det du kan

“Når du engang kan – så gør det samme for andre!” Det var reaktionen, da jeg som 17 årig stod meget alene i USA på udveksling og måtte lære at tage imod gode menneskers hjælp med ekstra varmt vintertøj til en virkelig kold vinter.

Det er svært at tage imod, for så ser jeg jo, hvor fattig jeg er, når jeg står med tomme hænder – og bare kan tage imod – og intet kan tilbyde til gengæld. For hvem har lyst til at mærke sin fattigdom? 😟😯

Men det er grundtanken, at vi sætter vores liv i omløb – med de midler og muligheder, vi har fået. Så hvad har du? Hvad kan du, der kan hjælpe andre?

“Giv det videre” skrev jeg, men opdagede, at det lignede opslag i de mange Facebook grupper, der udveksler gode idéer til genbrug. Som i “det skal ikke gå til spilde, så giv det brugte tøj videre til andre, der kan slide det helt op”.

Men det var jo ikke det, jeg ville sige. Nej, jeg vil jo noget andet med at give det videre, jeg har og kan – før jeg selv har slidt det klar til genbrug.

Det handler ikke om det, der er til overs, men det, du kan starte med at give til andre – eller gøre for dem. 🙂

For det er jo grundtanken, at vi sætter vores liv og evner i omløb – med de med de muligheder, vi møder undervejs.

Jeg har f.eks. skrevet med på utallige jobansøgninger for unge mennesker, der kæmpede med formuleringerne. Nu er ansøgninger ikke netop det sjoveste, jeg ved 😏 men jeg er god til det, og andre kan bruge netop “den lille hjælp” til at komme frem til en samtale og forhåbentlig et job.

Jeg læser også korrektur for andre – og synes, det er kedeligt 🙂 og sjovere at skrive mine egne ting, men jeg giver det videre, det jeg kan, og ser at min lillebitte indsats er med til at sætte gang i noget større, når et ungt menneske får tillid til at folde sine evner ud.

Hvorfor gør vi så ikke bare det? – tilbyder det vi kan til andre? – sådan uden videre? Ja, sikkert fordi vi hellere selv vil roses for resultatet – end stå bag scenen, hvor ingen ser vores andel i succesen 😏 for hvem har lyst til at stå i skyggen af andre?

Men tænk, hvor meget længere vores talenter kommer i spil, når det sker gennem andre? Det er ren matematik. 🙂

Hvad har du i hænderne, lige nu? Husker du bibelfortællingen, om den lille dreng, der havde sin madpakke med, da Jesus holdt stormøde langt fra mulighederne for at købe mad. Drengen gav sin madpakke med 2 fisk og 5 brød til Jesus, som velsignede den – og så blev der mad til hele forsamlingen på 4-5.000 mennesker.

Du ved aldrig, hvor langt din indsats når ud i verden 💕💕

Derfor skal vi huske, at vi er små tandhjul i noget større – og der er brug for at alle tandhjul arbejder med, for at maskinen virker.

Der er brug for dig og for din indsats i dag. Hvordan kan du løfte et andet menneskes liv til et niveau med flere handlemuligheder?

Kan du se dig selv som talentspejder? Vil du investere i andres succes? – og hjælpe dem med at udvikle deres evner?

Der kan ske de mest forunderlige ting, når du lever sådan 💜 og din indsats kan nå ud til mange flere mennesker, end du kan nå alene – og gavne mere i din verden.

Det bliver godt for dig og det kan give mening i dit liv – og udbytte for både dig og dem, du hjælper – og større bliver noget vel ikke? 🙏💕

🙂

Bente Christa

.

Her kan du læse mere om at sætte det i omløb, du har og kan 😏

Hverdag, virkelighed og vilje

Måske kan du skabe trædesten for andres drømme?
Drømmenes trædesten

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Comments 2

  • Tak for dejlige ord som er lige hvad jeg har brug for netop nu. Føler mig lidt magtesløs i forhold til nogle ting i mit liv så det er en stor opmuntring. Kærligst Inge-Lise

    • Kære Inge-Lise, det glæder mig, at ordene fandt vej til dig på det tidspunkt, hvor du kunne bruge dem. De kærligste tanker til dig med ønsker om, at du må magte at være i magtesløsheden, til den opløses i mulige handlinger.

Skriv et svar til Inge-Lise Særkjær Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *