Nå, du er nok nybegynder

“Bente, det er bare en bunke sten, på en bar mark?” 🤫 ja, men billedet illustrerer de “mindesten” – der kom op til overfladen af sig selv da nedlukning og isolation gav alt for meget tid til eftertanke. 🚧

Pinefulde oplevelser, der gjorde for ondt, da de skete og derfor stadig sad i kroppen og ventede på tid og anledning til at blive konfronteret. 😏 Minder, der beskrev sider af Bente, som jeg havde fortrængt til fordel for en pænere udgave af mig selv. 🙂

Det gik op for mig, at coronaen havde rørt ved en masse reaktioner, som havde arbejdet sig op til overfladen. Her lå de nu som en sorg over de sociale muligheder, jeg har mistet i det halvandet år, jeg har været tvunget til et passivt liv. 🚧

Der lå en mængde vrede, som jeg ikke havde bemærket – for nu bliver pæne piger jo ikke vrede 😶 heller ikke, selv om livet er uretfærdigt. Men når jeg har gjort mit bedste, burde jeg så ikke alligevel have ret til et godt liv? 🤔 Helt ærligt!

Der lå også et mismod, der var større end mit livsmod – og en vrede over at andre bestemmer over min hverdag og ikke kan forklare “hvorfor”. Det aktiverer min kravafvisende adfærd, når nogen siger “fordi jeg siger, du skal”. Jeg gør det, men det er under protest – og den protest blev til en hel del af de ‘sten’ der kom op til overfladen.

Men den mest interessante opdagelse var en bemærkning fra barndommens skolegårdstid 🤫 “Er du dum eller nybegynder?” – for den koblede til en tilfældig artikel, jeg lige havde læst.

“Har du ydmyghed og mod nok til at være nybegynder?” var overskriften. Ganske uskyldigt spørgsmål, måske, men svaret er, at jeg gør alt for at undgå at se ud som en nybegynder. Stadigvæk. Gæt bare, hvem der leder efter vejledningen til historier på Instagram og Facebook – i stedet for at prøve og leve med kiksede forsøg. 😏

Det er svært at være idioten, der ikke ved “hvordan”. Barndommens Bente mente, det var svært at være nybegynder uden at virke dum og det er det værste, man kan være – for så duer man ikke – heller ikke til noget andet eller det, man ellers mestrer.

Derfor er jeg gået udenom mange interessante udfordringer – og oplevelser – fordi det var pinligt at være nybegynder.

Det bliver lidt som med biblens fortælling om de tre medarbejdere med betroede talenter, hvor de to handler med deres værdier, mens den sidste bare graver alt ned, så han kan aflevere hvad han modtog for at forvalte det. 😏🤔

Men hvorfor et billede af marksten, Bente? 🤫🤔 Som bondebarn har jeg hvert forår samlet sten af markerne og lagt dem i fine bunker i kanten af marken. “Far, hvor kommer alle de nye sten fra?” Vi undrede os over, at der hvert forår var lige så mange sten som året før. Måske fik jeg forklaringen dengang? – og måske forstod jeg ikke, at skiftet mellem frost og tø skubbede sten og andet interessant materiale op til overfladen i processen. Nu gav det mening – også i overført betydning på mit liv.

“Det var en flintesten”, sagde de voksne, når de måtte standse mejetærskeren, fordi skærebåndet var ødelagt. En enkelt skarp flintesten kunne ødelægge både høstdag og maskine – og så forstod vi bedre, hvorfor det var vigtigt at få fjernet stenene i foråret. 😏

På samme måde er det vigtigt at fjerne de skarpe ‘flintesten’, der kan ødelægge samtaler og nærvær. Men det har også givet anderledes samtaler, når holdningerne fik tid og rum.

Nogle sten var store – sorgen, modløsheden og vreden – men der lå også ganske, ganske mange små flintesten med store reaktioner – som mest var “Det her er din corona-reaktion, Bente, og du må gerne være både vred og ked af det”.

Jeg ser og mærker afmagten i de ting, der ikke kan ændres – i de valg, jeg har truffet for mange år siden med store konsekvenser. Jeg anerkender, at det var de muligheder, jeg havde – på det tidspunkt – og jeg handlede så ansvarligt som muligt.

Der er et nyt tidsperspektiv på meget af det, jeg finder – for meget er bragt med fra barndommen. Nu er det tid at rydde op i gamle mønstre og oplevelser – så den voksne Bente kan handle mere relevant – og turde prøve nyt.

Jeg er spændt på, hvad det giver af nye vinkler og muligheder i dag 😏🤫🤔

👣

Bente Christa

Har du fundet nye aktiviteter frem under corona isolationen? Læst kendte bøger igen? Set på gamle familiebilleder? Støvet gamle interesser af? Hvad er dukket op i dit liv? Eller har du mest fundet irritation over det, du ikke kunne?

.

Her kan du læse om andre perspektiver på sten?

Troldspejlets splinter

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne – med copyright

Comments 2

  • Tak for dine ord… Giver virkelig stof til eftertanker.

    • Selv tak, Inge-Lise Særkjær
      Ja, jeg fik noget at tænke over, da jeg så hvor gammelt et mønster, der bestemte en del af mine handlinger i dag.

Skriv et svar til Inge-Lise Særkjær Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *