Målløse dage

Der er dage, der ligner billedet her: et kig på horisonten og intet andet. Jeg kalder dem “mine målløse” dage. Det er de dage, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal prioritere at handle på først – og ender med at gøre ingenting.

Jeg øver mig i at holde af dem, disse ‘målløse’ dage. Øver mig i at hvile og finde ro. Anerkender, at både hjerne og krop har brug for at lade op. Tjekker, om jeg har fået for lidt medicin i forhold til mine aktiviteter?

Flow og Slow

Jeg kan bedst lide at være i ‘flow’. Når tingene glider og projekterne lykkes. Jeg bliver lidt høj af det 🙂 Når målet er klart, kan jeg lettere vælge alt andet fra for at nå det.

Så er der de andre dage. Stilledagene med opsamling og forberedelse. Oprydning og arkivering. Det er de dage, hvor jeg går helt i stå eller vælger at ‘spilde’ tiden med noget sjovt, der slet ikke står på min liste. Det kaldes også overspringshandlinger. De kan være så tillokkende, alle disse små projekter, fordi det er lysten der driver – og ikke disciplinen.

Jeg bliver nemlig ikke høj af ‘slow’ som jeg gør af ‘flow’. Trætheden fylder. Som om kroppen siger: “Endelig fattede du det! Skal vi så slappe af!” Det bliver en ‘stilledag’ med genopladning. Men jeg gør det modvilligt, for jeg mener jo, at det giver energi at få gjort det, der skal gøres? Ja, det gør det – men ikke, hvis det bliver gjort på de sidste reserver. Så var det sundt at standse lidt før.

Målløse dage 

Nu ved jeg godt, at begge slags dage er nødvendige. Ingen kan have fuld fart på, mange dage i træk, men mine idéer myldrer alligevel og jeg lægger planer .. indtil udmattelsen rammer. Så kommer stilledagene helt af sig selv, men de er ikke velkomne. Jeg bliver sur på mig selv og ærgerlig for “nu gik det lige så godt”.

Stilledagene kan komme til at fylde for meget, så det bliver svært at komme i gang igen. Min huskeliste er vokset med så mange punkter, at jeg ikke kan overskue den – og så går jeg i stå. Herfra er der kun én vej: at finde målet igen og dele det op i små bidder, som jeg kan finde inspiration og energi til at handle på.

Deadline 

Jeg har altid arbejdet effektivt op til deadline. Når målet er helt tydeligt, kan jeg vælge alt andet fra. Jeg er koncentreret, fokuseret og overrasker mig selv med resultatet. Det gælder artikler, prædikener og oprydning.

Det gjaldt for dansk stil i skolen. Min bedste stil blev skrevet natten før, den skulle afleveres, og handlede om præcis det – at skulle skrive til deadline. Det hed afleveringsfrist, dengang, men det lærte mig noget om, hvordan jeg var skruet sammen. At jeg har svært ved at skrive på ren disciplin og viljestyrke. At jeg skriver og arbejder bedst, når jeg er fokuseret. At det er lettest at holde fokus, når jeg har ‘lov’ til at vælge alt andet fra.

Det har fået et navn

Sådan var det, da jeg var 14 år og sådan er det stadig. 🙂 Nu ved jeg, at det også hænger sammen med, at jeg ikke selv kan producere den energi, jeg har brug for. Så kun når det virkelig brænder på, frigives den allersidste reserve af kortisol, som gør mig i stand til at handle – og skrive.

Nu har det fået et navn og jeg har fået endnu en diagnose: Addison, som betyder, at min binyrebark ikke længere kan producere det livsvigtige hormon kortisol. Derfor styres mit liv af erstatningshormonet ‘Hydrokortison’ fra et pilleglas og jeg skal lære at beregne dosis i forhold til mine aktiviteter og belastninger. Min energi afhænger af, at jeg vurderer rigtigt, hvor meget jeg har brug for. Sådan har det været længe, men nu har jeg da forklaringen og et mildere syn på min ringe indsats. 🙂

Mindre mål

Det gør målsætninger endnu vigtigere for mig. At jeg er afklaret med, hvad dagens allervigtigste projekt er. At jeg planlægger og forbereder, så det kan gennemføres. At jeg lægger alt andet til side imens.

Det arbejder jeg på – at blive bedre til. Bedre til at finde balancen mellem ‘slow’ og ‘flow’. Til at acceptere stilledagene som en opladning, der giver energi til de aktive dage, hvor kræfterne er med mig. Til at holde holde fast ved mine mål, men justere på tidsplanen og skære planerne i så små bidder, at jeg bevæger mig mod målet – uden at udmattes.

Så jeg holder målet for øje – også på målløse dage. Se, det er en kunst.

Bente

Her kan du læse mere om at nå i mål:
Den lige vej?

Her har jeg skrevet om udfordringen i at ‘lade ligge’:
Hvor er min oplader?

Her kan du læse interview fra maj 2021:
“Ord om livet”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright