Kære Peter, tak for din kommentar og din vinkel på behovet for at blive lyttet til. Den var ny for mig, men understreger at det er et dybt behov – der alt for ofte bliver overset. Kærligst, Bente

When I hold a newborn baby in my arms, I listen to them and let them tell me their story. Today on two occasions, this was the case. Both times they just relaxed as I told them I understood and wanted to hear more. I maintain that babies are talking to us all the time and want us to understand. When they feel they are understood, they relax and just fall asleep. Had to do a heel poke on a sweet little miss. When I told her what I was going to do and that it would be quick and okay, she just relaxed and gave us big, juicy drops of blood for her screening. The next baby, gave out a cry when I arrived. While I was washing my hands, I said, ” That is an I want Marcy cry.” We all laughed. I took hold of him, let him talk to me. He definitely wanted to tell us what he had walked through. After telling him that we understood, he just settled into my neck and fell asleep. Watch these babies. They need understanding and want you to talk to them. They are just so smart. They know more than you think.

Tak for dine opmuntrende ord, Niels!

Jeg har lige nu læst ..
Og er rørt til tåre..
Har har det som John skriver…
Jeg burde tage vattet ud af ørene og putte det i munden..

Dog tillader jeg mig at pippe her..

Jeg har det med dig ..
Som du beskriver den præst på riget.
Din evne til at lytte og være nærværende er helt igennem unik.
Jeg takker Gud for dig…
God bless

John, du gør mig næsten mundlam med din kommentar. Jeg er ydmygt taknemlig over, at du kan finde så meget udbytte i det, jeg sidder og tænker ved mit tastatur.

Tak for din vilje til at dele tanker og erfaringer!

Min følelse af “ubehag” ved den magtesløshed, som jeg jo ofte møder – men som jeg så gerne vil have “bugt med”!
Jeg vil jo så gerne hjælpe!
Jeg vil jo så gerne kunne gøre noget!
Jeg vil jo så gerne kunne styre såvel andres som mit eget liv!!
Men det går jo bare ikke!

Jeg er så taknemmelig over, at jeg kommer i et fællesskab, hvor vi deler vores egen erfaring, styrke og håb – og – hvor vi lytter til hinanden.
Vi afbryder ikke, vi giver ikke gode råd, vi diskuterer ikke!
Vi kan jo ikke diskutere andres erfaringer!
Jeg kan lytte, jeg kan tage det jeg kan bruge og jeg kan dele mine egne erfaringer og så håbe, at der i dem er noget, den eller de andre kan bruge.

Men alligevel står jeg jo jævnligt over for en anden, der konfronterer mig med min magtesløshed og mit ubehag ved ikke at kunne af-hjælpe!!
Og så er det jeg glemmer, at jeg måske kan hjælpe ved blot at være til stede og ved at lytte!!
Ved at tage vattet ud af ørerne og stoppe det i munden!!!

Tak fordi du gav mig anledning til at stoppe op og overveje, Bente!!
Stort knus fra mig!!

Kære Sofie, tak for din kommentar!

Jeg vil glæde mig til at læse “But You Look Good”, når du får den oversat til dansk. Den er vi mange, der har brug for. De kroniske sygdomme er én ting, som jeg kan forholde mig til – det er meget sværere at forholde mig til usynligheden. Endnu sværere for mine omgivelser.

Nej, jeg blev aldrig opereret og ingen har siden interesseret sig for, hvilken betydning min misdannede hypofyse har.

Der var en modig sygeplejerske på Riget, der forsigtigt spurgte, om jeg var interesseret i at tale med en af deres præster, når nu jeg selv var præst. Så ville hun arrangere samtalen. Stærkt gået og tak også for hende!

Kærligst, Bente

Jeg kender det SÅ godt jo, med alle råd eller “Nå men det er da godt, at tumoren var godartet” Blev sagt til mig lige i weekenden. Og ja det er det da, men det giver følelsen af, at skulle forklare og forsvare og retfærdiggøre, hvordan man har det og hvad det har gjort i ens liv. Det er tungt i stedet for opmuntrende. Jeg drømmer om at oversætte en amerikansk lille bog, der hedder “But you look good”. Den handler om, hvordan det er at leve med usynlig kronisk sygdom, og hvordan man bedst møder og hjælper mennesker som gør det.

Jeg vil dele dit indlæg på sofaens fb-side

Så du blev altså aldrig opereret?

Hvordan kom du til at have din samtale? Kom han forbi af sig selv præsten, eller bad du ham om det?

Kærlige hilsner fra en, der forstår og også har set ned i afgrunden pga. hjerneoperation❤️

Kærligst Sofie