Giv mig nærvær – ikke gode råd

Kulissen var lettere kaotisk: et kombineret depot og skyllerum på neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet med personale ind og ud dørene konstant.

Det var stedet for mit livs måske vigtigste samtale. Eller enetale? For det var mig, der talte og sygehuspræsten, der hjalp mig til at gøre det. Han sagde ikke meget, men han lyttede med et nærvær, der tydeligt sagde: “Lige meget, hvad du siger, Bente, så bliver jeg her og lytter. Du kan ikke skræmme mig væk.” Sammen så vi ned i mit livs afgrund.

Samtalen stod i kontrast til mødet tre måneder tidligere, hvor jeg bare skulle til kontrol for nogle høje blodprøvetal: “Du har sandsynligvis en tumor i hypofysen. Den skal fjernes, men du skal ikke være bekymret, for kirurgen går bare op gennem næsen og fjerner den. Du bliver indkaldt til en scanning, så vi kan se, hvor stor den er. Farvel.”

Jeg var i chok, da jeg satte mig i sygehusets forhal og spejdede efter et menneske, der ville lytte. Alle hastede forbi, mens jeg sad fortabt og forsøgte at finde fodfæste igen. Mere husker jeg ikke fra den dag.

Jeg opdagede, hvor svært det var for andre at rumme min situation. Kun få magtede at høre om den. De fleste forsøgte at trøste mig med at “lægerne er dygtige”. Ja, men det er MIN HJERNE, lægerne skal rode i! Mit liv var i frit fald ned i et sort og bundløst hul. Hvad nu, hvis jeg vågner op som en grønsag? Hvis jeg ikke kan kende mine børn? Tale med min mand?

Jeg har både før og siden fået mange gode råd af velmenende mennesker. Ikke opskrifter på de sønderjyske kaffekager, men “Har du prøvet ..?” Alt fra ny medicin over kosttilskud til pædagogiske strategier for børnenes autisme.

Det er fint, det er velment og det er, hvad gode mennesker gør for hinanden. Det er bare sjældent hvad jeg har brug for.

Vi har overtaget det engelske udtryk “fix it” i handling, selv om vi ikke har et dansk ord for det. Men vi “fikser” gerne hinanden og vores svære situationer.

Vi gør det for at hjælpe vores venner – for hjælpsomhed er som bekendt en dyd – og fordi vi ikke selv kan bære, at der ikke kan gøres noget. Afmagt gør noget ved os. Afmagt skræmmer.

Jeg fik en stor gave den dag på neurokirurgisk afdeling: En samtale med et menneske, der turde lytte til min rædsel og ikke blev skræmt af sin egen afmagt. Gaven var nærvær og modet til at se ned i mit livs afgrund – sammen. Han holdt fast med sit nærvær og afbrød ikke, da jeg råbte “Jeg vil ikke. Jeg vil ikke dø nu!”

Min operation blev aflyst. Kirurgerne vurderede, at det lignede en tumor, men sandsynligvis var en medfødt misdannelse af hypofysen, som kunne holdes i balance med medicin. Mange år senere hørte jeg tilfældigt, at de ekstreme hormonværdier kunne stamme fra den medicin, jeg fik for bivirkningerne af min nødvendige medicin.

Der er forskel på nærvær og nærhed. Jeg fik begge dele på neurokirurgisk afdeling, blandt de hjerneopererede. Nærhed og omsorg fra sygeplejersker – et ekstra tæppe, valgfri mad når kvalmen var værst, snak og information. Det kunne aftales ved personalets morgenmøde og noteres i mappen på sengebordet.

Nærvær kan ikke planlægges på samme måde, for det handler om mødet mellem to mennesker på det dybeste plan. Den særlige, åndelige kontakt, hvor jeg mærker det andet menneskes hjerte banke sammen med mit. Hvor sjæl møder sjæl. Det nærvær fik jeg fra hospitalspræsten.

Det kunne have været hvem som helst, der gav mig sit modige nærvær som gave. Det menneske, der tør være nærværende medmenneske, har ikke lært det som pensum i en uddannelse, men i mødet med mennesker.

Det nærværende menneske har vovet at mærke sin egen smerte, har lært at rumme den og bliver derfor ikke bange for at møde min smerte. “Ja, du er rædselsslagen ved risikoen for at dø eller vågne op og være hjerneskadet!” Så er det sagt. Følelserne har fået ord. De kan deles med et medmenneske. Det er befriende!

Ægte nærvær kræver ingen uddannelse, men mod til at være dig. Kun hvis du kan rumme dig selv, kan du også rumme mig og min smerte eller frustration. Du kan ikke læse dig til det – men du kan lære det.

Hvad kan du bruge min historie til?
Du kan være bevidst i dit møde med andre:
Du kan vove at være nærværende – uden gode råd eller løsninger.

Du kan selv være den nærværende forandring i din verden.

Mød andre med dit mod til at være åben – til at være i deres smerte, frustration eller vrede. At være og ikke gøre er svært for os, for vi vil så gerne gøre godt for andre. Det er svært at ikke kunne gøre noget. At mærke afmagten og blive i den.

“Det er svært!” anerkender det andet menneskes situation. Det er svært og det opleves svært. Punktum. Lad ordene hænge i luften. Det opleves som nærvær og anerkendelse.

Den dag, i depotet på Riget, fik jeg en stor gave i et nærvær, som hjalp mig igennem en vanvittig tid. I dag kan jeg tage den erfaring med mig i mødet med mennesker på min vej – at mit nærvær er vigtigere end ord, når livet er svært for andre.

Bente

Comments 8

  • Så flot beskrevet Bente❤️ Tak for dit mod og dine ord!

    Jeg kender det SÅ godt jo, med alle råd eller “Nå men det er da godt, at tumoren var godartet” Blev sagt til mig lige i weekenden. Og ja det er det da, men det giver følelsen af, at skulle forklare og forsvare og retfærdiggøre, hvordan man har det og hvad det har gjort i ens liv. Det er tungt i stedet for opmuntrende. Jeg drømmer om at oversætte en amerikansk lille bog, der hedder “But you look good”. Den handler om, hvordan det er at leve med usynlig kronisk sygdom, og hvordan man bedst møder og hjælper mennesker som gør det.

    Jeg vil dele dit indlæg på sofaens fb-side

    Så du blev altså aldrig opereret?

    Hvordan kom du til at have din samtale? Kom han forbi af sig selv præsten, eller bad du ham om det?

    Kærlige hilsner fra en, der forstår og også har set ned i afgrunden pga. hjerneoperation❤️

    Kærligst Sofie

    • Kære Sofie, tak for din kommentar!

      Jeg vil glæde mig til at læse “But You Look Good”, når du får den oversat til dansk. Den er vi mange, der har brug for. De kroniske sygdomme er én ting, som jeg kan forholde mig til – det er meget sværere at forholde mig til usynligheden. Endnu sværere for mine omgivelser.

      Nej, jeg blev aldrig opereret og ingen har siden interesseret sig for, hvilken betydning min misdannede hypofyse har.

      Der var en modig sygeplejerske på Riget, der forsigtigt spurgte, om jeg var interesseret i at tale med en af deres præster, når nu jeg selv var præst. Så ville hun arrangere samtalen. Stærkt gået og tak også for hende!

      Kærligst, Bente

  • Endnu en gang en stor tak for det du deler med mig!
    Fordi du får sat ord på noget af det, der med mellemrum dukker op i mit hoved, men som jeg ofte skubber væk – som en artikel “Den må jeg have læst – men en anden dag!”!!

    Min følelse af “ubehag” ved den magtesløshed, som jeg jo ofte møder – men som jeg så gerne vil have “bugt med”!
    Jeg vil jo så gerne hjælpe!
    Jeg vil jo så gerne kunne gøre noget!
    Jeg vil jo så gerne kunne styre såvel andres som mit eget liv!!
    Men det går jo bare ikke!

    Jeg er så taknemmelig over, at jeg kommer i et fællesskab, hvor vi deler vores egen erfaring, styrke og håb – og – hvor vi lytter til hinanden.
    Vi afbryder ikke, vi giver ikke gode råd, vi diskuterer ikke!
    Vi kan jo ikke diskutere andres erfaringer!
    Jeg kan lytte, jeg kan tage det jeg kan bruge og jeg kan dele mine egne erfaringer og så håbe, at der i dem er noget, den eller de andre kan bruge.

    Men alligevel står jeg jo jævnligt over for en anden, der konfronterer mig med min magtesløshed og mit ubehag ved ikke at kunne af-hjælpe!!
    Og så er det jeg glemmer, at jeg måske kan hjælpe ved blot at være til stede og ved at lytte!!
    Ved at tage vattet ud af ørerne og stoppe det i munden!!!

    Tak fordi du gav mig anledning til at stoppe op og overveje, Bente!!
    Stort knus fra mig!!

    • John, du gør mig næsten mundlam med din kommentar. Jeg er ydmygt taknemlig over, at du kan finde så meget udbytte i det, jeg sidder og tænker ved mit tastatur.

      Tak for din vilje til at dele tanker og erfaringer!

  • Kære Bente.
    Hvor skriver og er du helt igennem empatisk.

    Jeg har lige nu læst ..
    Og er rørt til tåre..
    Har har det som John skriver…
    Jeg burde tage vattet ud af ørene og putte det i munden..

    Dog tillader jeg mig at pippe her..

    Jeg har det med dig ..
    Som du beskriver den præst på riget.
    Din evne til at lytte og være nærværende er helt igennem unik.
    Jeg takker Gud for dig…
    God bless

  • Kære Bente.
    Jeg læste netop et opslag fra en ven, som er jordmor. Nærvær og evnen til at lytte har vi alle et basalt behov for, også når man er nyfødt. Læs opslaget herunder.
    KH
    Peter

    When I hold a newborn baby in my arms, I listen to them and let them tell me their story. Today on two occasions, this was the case. Both times they just relaxed as I told them I understood and wanted to hear more. I maintain that babies are talking to us all the time and want us to understand. When they feel they are understood, they relax and just fall asleep. Had to do a heel poke on a sweet little miss. When I told her what I was going to do and that it would be quick and okay, she just relaxed and gave us big, juicy drops of blood for her screening. The next baby, gave out a cry when I arrived. While I was washing my hands, I said, ” That is an I want Marcy cry.” We all laughed. I took hold of him, let him talk to me. He definitely wanted to tell us what he had walked through. After telling him that we understood, he just settled into my neck and fell asleep. Watch these babies. They need understanding and want you to talk to them. They are just so smart. They know more than you think.

    • Kære Peter, tak for din kommentar og din vinkel på behovet for at blive lyttet til. Den var ny for mig, men understreger at det er et dybt behov – der alt for ofte bliver overset. Kærligst, Bente

Skriv et svar til Bente Christa Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *