Den lille pige med paraplyen

Paraplypigen i Sakskøbing

Det er mig, der lige nu, er en lille pige under en paraply. Ikke den kendte lille pige med svovlstikkerne, men en gammel lillepige-kone, der kigger ud på andres lykke under paraplyen.

Fem dages dejlig ferie med yngste autistbarn og jeg er færdig. Klar til at gemme mig til sårene heler og sorgen letter, for ude i det offentlige rum – der bliver vi så synlige.

Når jeg færdes med Jacob i byens rum, sker der en ændring: Så er jeg mislykket mor til en underlig ung mand med en mærkelig opførsel. Jeg er pludselig ikke andet.

Alle mine evner og kompetencer er usynlige. Jeg er reduceret til en lallende idiot, der bare svarer underligt på drengens mærkelige spørgsmål. “Hvad kan du lide at have, mor?” “FERIE” var det eneste acceptable svar i denne uge.

Ingen ser, at jeg taler 6-8 sprog og er uddannet i sproglige spidsfindigheder.

Jeg har lyst til at græde, men forsøger med: “Ferie med dig!” Jeg synker tårerne og forsøger at bryde mønstret med modspørgsmål: “Hvad kan du lide?” eller “Hvad er det bedste ved ferie?”

I virkeligheden handler det kun om, at han føler sig tryg. Mærker, at det er ok, selv om andre kigger på ham. At han også har lov til at være sig selv – selv om han kun har én måde at vise det på.

Spørgsmålet er i virkeligheden: “Mor, er det ok, det her? Sig, at jeg godt må være her!”

Jeg prøver at skærme ham mod utrygheden og afvisningen. Her kom så billedet frem på nethinden af pigen med paraplyen.

Paraplypigen i Sakskøbing

Jacob er det smukkeste og mest ærlige menneske. Han kan ikke forstille sig, så alt, hvad han tænker – siger han højt. Han er sjov og spreder glæde, når han er tryg. Han er særlig og besværlig. Det er der ikke meget plads til i dagens samfund.

Så jeg er den voksne, der kæmper videre for alle ‘anderledes’ ret til at være anderledes.

Jeg er også den lille pige, der søger ly under en paraply, når verden er for grum, og jeg synes min opgave er for svær.

Somme tider nynner jeg Lina Sandells salme fra 1855:
“Ingen er så tryg i fare,
som Guds lille børneskare”

Især ordene i det 4. vers giver mig ro:
“Vore hovedhår han tælle,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.”

“Mor, du er dejlig!” siger Jacob helt uventet og smiler. Jeg slår paraplyen ned og går videre med verdens dejligste dreng!

Bente

Paraplypigen i Sakskøbing

‘Paraplypigen’ er en statue fra 1979 lavet af Lise Ring. Den står på torvet i Sakskøbing, foran kirken. Statuen blev stjålet i 2010 og ødelagt. Det satte mange initiativer i gang for at samle midler ind til en genskabelse. ‘Paraplypigen’ blev genstøbt og i 2012 stod hun igen på torvet, med tyverialarm!

Måske har du også lyst til at læse:

Alle mennesker er mere end

Autisme og algoritmer

Jeg er den fremmede, der vil ind

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Comments 12

  • Fantastik beskrivelse af noget udefinerbart

  • Fantastisk skriv Bente……….

  • hvor er det dog smukt skrevet..

  • TAK <3

    Det er lige præcis sådan jeg tit tænker når jeg bevæger mig ud i mængden… Hvor jeg ser andres blikke – nogle med fordomme, andre med undren, nogle med glæde og andre med 'jeg-har-ondt-af-dig' osv….

    Det ukendte og utrygge er så… Ja – ville ønske folk bare så min lækre 'møgunge' for den dejlige, finurlige og helt igennem elskelige dreng han nu engang er <3

    Ville ønske vi danskere fik et mere åbent sind….. så ville det være nemmere for vores børn at være til, og vi forældre en ting mindre at bekymre os om og kæmpe for/mod 🙂 Det ville være nemmere for alle – uanset hvem vi er……. <3

    • Kære Mette, tak fordi du deler dine tanker!

      Ja, det ville være en lettelse for os autisme-forældre, hvis vi ikke OGSÅ skulle bruge vores kræfter på omverdenens reaktioner!

      Indtil da må vi arbejde videre på at skabe åbenhed og rum til vores ‘finurlige’ børn.

      Kærligst, Bente

  • Kære Bente

    Jeg blev så rørt over dit skriv. Tak fordi du deler.

    Kærligst

    Kamilla

    • Kæreste Kamilla
      Jeg er ked af, at jeg først nu svarer på din kommentar – undskyld!
      Din reaktion betød meget for mig – og jeg troede, jeg havde skrevet mit svar.
      Jeg blev nemlig både glad og taknemlig over, at mit skriv nåede dig.
      Som dine opslag rører ved mig – og tak for det!
      Kærligst,
      Bente

  • Smukt, sårbart og hjerteskærende. Og hvor er koblingen med pigen under paraplyen fantastisk! Jeg har også stået – og gået – under paraplyen og set ud på andre. Nogle gange kommer den frem igen.
    Findes der noget mere sprødt end kærligheden til vores børn …

    • Kærligheden gør ikke bare stærk – den gør samtidig sårbar.

      Anne, jeg vil ønske for dig, at du kan slå paraplyen ned og vise verden den dybe kærlighed du har til dine børn!

Skriv et svar til Bente Christa Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *