Blomster ved mit grænsehegn

Jeg hader hegn, der stopper mig.
Der sker noget med mig, når jeg bliver holdt ude fra noget – eller inde i noget andet.

Jeg reagerer, når livet sætter grænser for mig. Bliver vred og forsøger at lægge grænsehegnet ned og komme forbi.
Jeg overskrider grænser – især mine egne.

Det har givet mig motivation til at bevise, at JEG KAN det, andre mente var umuligt for mig. Kræfter til at blive ved med vanskelige opgaver. Bryde gamle mønstre og opdyrke nye områder.

Det har sin pris: Jeg har (haft) svært ved at mærke mine egne grænser. Ladet andre mennesker overskride mine grænser og vade ind i mit personlige rum. Jeg ser det først, når det er sket.
Jeg er en dårlig grænsevagt for mig selv.

Det slider på sjæl, sind og krop. Denne uge har jeg haft ondt. Mine led og muskler har protesteret med smerter. Ryggen har gjort for ondt til at sidde ved computeren, men jeg gjorde det alligevel og betaler nu prisen. For sent, for det gør for ondt til at kunne ligge ned, så jeg vandrer hvileløst rundt og mærker smerten nedenunder.

Smerten rummer også en grumset masse af ked-af-det-hed. Vrede over regeringens retorik om finansloven og afmagt over konsekvenserne for alle, der har brug for samfundets hjælp. Sorg over udvisning af flygtninge, jeg kender. Vrede over, at de ingen retssikkerhed har her i mit land. Som når vi stiller tolke til rådighed, der ikke taler deres modersmål. Afmagten i det kollektive rum og i familielivet. Jeg vil så gerne flytte stenene på mine børns vej …

Her genkender jeg mit mønster:
Smerter og tristhed kommer af træthed, når jeg fortsætter uden om et grænsehegn. Når jeg vil mere, end jeg magter som ægtefælle og mor, ven og borger. Når jeg vil være bedre, end jeg er?

Der er hegn, der holder mig ude. Der er andre hegn, der holder mig inde, for at beskytte mig. Se, det skulle ikke være så svært. At se forskellen, mener jeg.

Jeg har haft mange år på pension til at lære, at min krop ikke kan det samme som andres. Et venligt hegn omkring mig som et ‘helle’ fra arbejdsmarkedets krav. Hvad gør jeg? Så snart jeg har samlet lidt kræfter, tænker jeg i endnu en samtale eller opgave. Planlægger nye ‘projekter’ – uden tidsberegning.

Jeg øver mig i at blive ven med hegnene om mit liv.
Se trætheden som en venlig påmindelse om, at her er en grænse. Se smerterne som et rødt lys, der siger STOP. Se, at livet som grænseoverløber er risikabelt og kræver en fysik, jeg ikke har. At du kan sætte livet på spil ved alle grænser.

Forleden måtte jeg nøjes med at kigge ud på verden fra min altan på 2. sal. Det var sådan en dag, hvor benene ikke ville bære mig ned ad trapperne. Hos naboen SÅ jeg blomsterne foran plankeværket med et ‘aha’ og tænkte:
Der kan vokse blomster ved et hegn – også i mit liv.

Grænser er ikke kun dårlige. Grænsehegn ikke kun pigtråd, elektriske hegn eller afskallede brædder. Hegn og grænser kan også være gode for mig.

Der er ingen grænser i mit liv, hvor der ikke kan vokse blomster!
Ikke blomster der kan plukkes, men ‘blomster’ som symbol på noget smukt. Noget godt, der vokser frem i mit liv? En ro? En større glæde ved bare at være mig? En tilfredshed med at udfylde min lille plads i verden? En tro på, at det er godt nok? At jeg er god nok?

Jeg tror, jeg vil købe en pose ‘blomsterfrø’ og så dem ved mine grænsehegn!

Bente

Billederne har jeg selv taget denne gang.

Måske har du lyst til at læse:
Den lige vej

Jeg er bare på vej

Måske om mit møde med ‘omkørsler’ i livet?
Endnu en omkørsel

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Comments 7

  • Sikke dejlig læsning her en lørdag morgen❤️ Tak Bente! Åh hvor jeg kender det. Og skønt perspektiv. Jeg vil nyde at se “blomsterne” ved dit hegn gro frem. Jeg ser nogle allerede. Måske nogle du ikke selv har opdaget❤️ …endnu. Dine blomster pynter på min vej. Kærligst Sofie

  • Ja, hvis bare det var lettere at se forskel på de hegn, der beskytter og de, der spærrer inde …

    • Anne, du har ret. Desværre har jeg lettere ved at se forskellen med bagklogskabens briller, så jeg har nedlagt en del plankeværk i tidens løb, som kunne have beskyttet mig.

  • Så Guds benådet tekst..
    Nu ser jeg frø og blomster spirer og gror..
    TAK
    Kære Bente..
    Du har en klar nådegave i samtale og tekst.
    Guds fred og rige velsignelser
    Niels i taknemlighed

  • Tak for din kommentar, Niels.
    Det er dejligt, at mine ord kan formidle håb til andre.
    Alt godt til dig 🙂

Skriv et svar til Niels Rasmussen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *